gruppe2

Gruppe 2 er en rummelig gruppe med få regler, høj trivsel og et velfungerende demokrati. Der er plads til alle her og der er i beboergruppen meget store forskelligheder, både hvad angår familiesammensætning og alder. Her bor børnefamilier, enlige forældre, små børn, store børn og voksne i alle aldre. Aldersforskellen på den yngste og den ældste beboer, er på ca. 75 år.

De eneste krav vi stiller til hinanden og til nye beboere er, at man har lyst til at leve og bo tæt sammen med andre mennesker og at man gør sig klart at der både hører gaver, gevinster og forpligtelser med til dette. Herunder at man tager aktiv del i de praktiske arbejdsopgaver, og at man ligeledes tager aktiv del i gruppens madordning og fællesmøder.

Madordning:
Vi har i gruppen en velfungerende madordning, der betyder at man gennemsnitligt kan sætte sig til et veldækket bord 2-3 gange om ugen, og nyde lækker mad uden selv at skulle løfte en finger. Omvendt forpligter hver voksen beboer sig til, at deltage i madlavningen minimum 2 gange i måneden. Madordningen er en vigtig social institution i gruppen og med til at sikre en høj grad af fællesskabsfølelse hos os alle. Det er altid hyggeligt og uformelt.
Vi har ikke stramme regler til råvarer og økologi, men vægter samtidigt sund og varieret kost meget højt.

Fællesmødet:
En gang månedligt holder vi fællesmøde. Det er her, vi planlægger og beslutter fremtidige aktiviteter og arbejdsopgaver i gruppen og evaluerer på allerede afholdte aktiviteter. Det er også her, vi holder styr på vores økonomi og sidst men ikke mindst er det her, vi sikrer gruppens fortsatte trivsel, ved løbende at klarlægge, hvad der fungerer godt og afdække, om der er noget, der fungerer mindre godt. Det er obligatorisk at deltage i fællesmøderne i så rigt omfang som muligt, og det er her, man kan gøre sin indflydelse gældende og dermed være med til at sikre at tingene fungerer og at gruppen er et rart sted for os alle at være.

Aktiviteter:
Vi holder nytårsarrangementer, julearrangementer og lignende, enten selv eller sammen med de andre grupper. Derudover har vi kun ganske få faste sociale arrangementer, men lader dem gerne opstå spontant – og det gør de i rigt mål, både for hele gruppen og i mindre flokke. Blandt andet holdes der talrige aftener omkring bålet i sommerhalvåret, ligesom der dagligt er liv på legepladsen og sammenkomster på bænkene foran fælleshuset. I vinterhalvåret lægger vi hus til Café Felix – Bondebjergets fredagscafé, hvor vi mødes på tværs af grupperne til kaffe, kage og/eller en øl.
Vores fælleshus rummer desuden rige muligheder for aktiviteter og arrangementer for alle aldersgrupper. Vi har legerum, ungdomsrum, og faciliteter til både filmaftener, middage og fester.
En særlig tilbagevendende aktivitet er gruppens arbejdsdage, der afholdes halvårligt. Her vedligeholder og videreudvikler vi alle vores fællesarealer og faciliteter, og slutter altid af med god mad og smil på læberne.

Det er altid spændende, når nye får lyst til at flytte ind. Så hvis du er interesseret, vil vi gerne invitere dig til at komme til middag en dag, så vi kan hilse på hinanden.

Har du lyst til at besøge os, eller har du spørgsmål, så ring eller skriv gerne til gruppens kontaktpersoner.

Kontakt gr. 2

Elisabeth Askholm Nielsen
Nr. 119. tlf. 41 14 46 74
elisa.askholm@gmail.com

  • testimonials 1

    "Jeg stod på venteliste i fire år og den 1. juni 2013 flyttede jeg ind i gruppe 4. Jeg oplevede at blive modtaget med en utrolig varme og åbenhed. Den sommer var den bedste sommer, jeg nogensinde har oplevet. Det var som at komme hjem efter en meget lang rejse."

    Rudy, gruppe 4

  • testimonials 2

    "Det giver en rigtig god fornemmelse, at være en del af et fællesskab, lidt mere end blot gode naboer, og alligevel ikke helt som "rigtig" familie. Som oftest tænker jeg - hvad kan jeg gøre for bofællesskabet?"

    Lonni, gruppe 1

  • testimonials 4

    "Så snart jeg åbner min dør til fællesarealet, er der altid nogen at snakke med. Man føler sig aldrig alene."

    Elna, gruppe 3

  • testimonials 3

    "Der er bare 1000 gode grunde til at flytte ind på Bondebjerget! At sidde her på pladsen foran fællesshuset i solskin er blot en af dem."

    Mogens, gruppe 3

  • 1
  • 2
  • 3
  • 4